Pension

Vi lægger uhyre stor vægt på at hundene har det godt, og at de får en god oplevelse af at være på ferie hos os.

Alle hunde bor i store lyse bokse, og alle bliver luftet 2 gange om dagen i  vores dejlige skov, oppe på markerne eller ved søen. Det er vores opfattelse, at hundene nyder deres daglige lufteture, hvor de kan få snuset og sat deres markeringer – og nogle nyder også en svømmetur i søen. Som ejer af vandglade hunde skal I derfor være opmærksomme på, at medbragte hundetæpper o. lign. kan bære præg af hundenes leg i vand.

Vi har yderligere 5 løbegårde, som vi bruger som supplement – aldrig nogensinde i stedet for lufteture.

Vi sørger for, at hundene bliver fodret 2 gange dagligt, hvad enten det er med foder herfra, eller medbragt foder. Vi administrerer også kosttilskud og medicin, hvis jeres hund er i en eller anden form for behandling, f.eks. i forbindelse med allergier, epilepsi o.s.v. Herudover skal hundene være raske – d.v.s. ved godt mod og mobile.

Når vi har rigtigt travlt, specielt i ferieperioderne, har vi gode kennelmedhjælpere, som hjælper med at lufte hunde, gøre rent i boksene og fodre. Ja, de er stort set med i alle facetter af arbejdet.

Af hensyn til alle hundene – og for at leve op til regler og love – skal de være vaccineret hos dyrlæge inden for 12 måneder mod de gængse, smitsomme hundesygdomme (f.eks. parvovirus, hundesyge m.m.). På en pension kommer alle slags hunde, hvalpe såvel som gamle hunde, og alle har krav på, at vi tager vare på deres helbred. Når I afleverer jeres hund på ferie hos os, beder vi jer derfor om at medbringe vaccinationsattest – og vi beder om at I tager den med hver gang. I er også velkomne til at aflevere en kopi, som vi kan opbevare herude. Denne skal dog stadig være maksimalt 12 måneder gammel.

En anden rigtig god idé for jeres hund kan være at behandle den med et godkendt og anerkendt middel mod lopper og flåter.

Som hundeejer er I selv forpligtede til at sørge for, at jeres hund/e er lovmæssigt ansvarsforsikrede.

Vi er under regelmæssig dyrlægekontrol, og vores dyrlæge er Malene Budde, Trehøje  Dyrlæger. Skulle jeres hund blive syg under opholdet hos os, vil det være disse dyrlæger, vi kontakter, med mindre andet er aftalt.